Referat af repræsentantskabsmøde i FBTU afholdt 25. april 2016 hos Triton.

1. Valg af dirigent og kontrol af fuldmagter.
Poul Esbjerg valgtes til dirigent. Fuldmagter blev kontrolleret.
26 stemmeberettigede fra 13 klubber og fra bestyrelse og udvalg deltog:
Ejby (1), Fåborg (2), Højby (1), Triton (2), Svendborg BTK (1), Næsby (2), KBC (1), Langeskov BTK (2), Stenstrup (1), FIF (2), OB (2), Lavia (1), Nyborg (2), udvalg (2) og bestyrelsen (4).
Desuden deltog fra DBTU: Bjarne Andersen. Fra fynske klubber deltog 5 personer uden stemmeret.

2. Beretninger.
Bestyrelsen: Ulrik Pedersen kommenterede sin første beretning som formand. Der er lavet en aftale med BTEX. Den varer i tre år og giver os hvert år et beløb, som vi kan anvende efter ønske.
Dan Knudsen er i gang med at lave en ny hjemmeside til FBTU. Den er færdig inden den nye sæson.
Flere fynske hold har klaret sig flot i DT – specielt OBs herrer med sølv i Stiga Divisionen.
Han takkede bredt for indsatsen for bordtennis på Fyn. En speciel tak til Jes Rasmussen, der efter mange års indsat for FBTU – sidst som kasserer – har valgt at stoppe.

Spilleudvalg: Birger Markmann, der som bestyrelsesmedlem er knyttet til spilleudvalget, har skrevet og kommenterede udvalgets beretning.
Der er prioriteret lidt anderledes i år. Der har ikke været deltagelse i Oster Cup. I stedet har fynske spillere deltaget i en stor træningssamling i forbindelse med Para-EM i Vejle og i vinterferien i en lejr i Tommerup.
Der har endvidere været flere samlinger for piger. Dem har vi flere af i øjeblikket end vanligt.
I sommerferien arrangeres bordtennisskole i samarbejde med klubben i Korup.
Udvalget udvides med André Theilgaard, Nyborg.

Dommerudvalg: Eigil Sørensen havde ingen bemærkninger til den udsendte beretning.

Turneringsudvalget: Jens Povl Barkler kommenterede udvalgets beretning.
Pointstævnerne er på det seneste blevet planlagt af Michael Demant. Med en ny mand ved roret er det måske nemmere for klubberne at få indflydelse på, hvordan stævnerne kan udvikles, så de bliver endnu bedre.
DBTU har opfordret FBTU til at oprette et Appeludvalg, der i stedet for bestyrelsen skal være ankeinstans i forbindelse med evt. sager på Fyn. Udvalget skal have tre ”rutinerede” bordtennisfolk, der ikke sidder i FBTUs bestyrelse eller turneringsudvalg.
Det sker, at kampe ikke bliver indtastet på Portalen inden for den tidsfrist, der er fastsat. Bøder for denne forsømmelse vil fremover falde hurtigt.

Alle beretninger blev godkendt uden afstemning.

3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.
Jes Rasmussens kunne ikke være til stede og fremlægge regnskabet i år. Jimmy Rusbjerg, der har lavet det afsluttende regnskab, kommenterede det i stedet.
Der er i år et underskud på knap 19.000 kr. Det skyldes bl.a. at der er købt to nye borde til borddepotet, at afregning for unionsarrangementer kan falde henholdsvis før og efter skæringsdagen 1. april og at FBTUs Venner ikke som vanligt er søgt om et tilskud på 8.000 kr.

Afstemning: Enstemnigt vedtaget.
Det fremlagte budget blev godtaget efter enkelte bemærkninger.

4. Fastsættelse af klubbernes kontingent til F.B.T.U.
Bestyrelsen foreslog kontingentsatser som i indeværende sæson: 750 kr. for klubber med 30 medlemmer eller flere, 500 kr. for øvrige klubber – dog 250 for nye klubber de første to år.
Der blev fra en af klublederne givet udtryk for, at der her måske kunne ske stigninger til næste år.

5. Behandling af eventuelt indkomne forslag.

Vedr. FBTUs TURNERINGSREGLEMENT
Forslag til ændringer markeret med fed kursiv.

FBTUs bestyrelse stiller følgende forslag:

FBTUs turneringsreglements § 17
2. ANKE: En eventuel anke over turneringsudvalgets afgørelse skal indsendes til FBTUs Appeludvalg senest en uge efter, at man er blevet gjort bekendt med afgørelsen, ledsaget af et gebyr af samme størrelse som nævnt under protest. Uden gebyr bliver ingen sag behandlet.
En eventuel anke af Appeludvalgets afgørelse kan indsendes til DBTUs Appeludvalg senest en uge efter, at man er blevet gjort bekendt med afgørelsen.

Der var et ønske om den samme ankefrist som hos DBTU – på 10 dage. Med den ændring af blev forslaget enstemmigt vedtaget.

Faaborg stiller følgende forslag:

§10 tilføjes et pkt. C:
I løbet af en sæson må et hold, udover de ved sæsonstart tilmeldte spillere, højst benytte yderligere 3 spillere (alternativt 4)
Disse spillere må gerne optræde flere gange på holdet i løbet af sæsonen, dog under iagttagelse af reglementets §10A og §10B.

Lars Højlyng, Faaborg, kommenterede forslaget.
Adskillige af mødedeltagerne var ikke stemt for forslaget.
Afstemning: 2 for 24 imod – forslaget forkastet.

§ 20 stk. 3
Forslag til afskaffelse af bonuspoint i op- og nedrykningsspil
Når alle op- og nedrykningsholdene er fundet efter 1. halvsæson, gældende for serie 2,3 og 4, starter disse hold alle med samme pointtal (0 point)
Lars Højlyng, Faaborg, kommenterede forslaget.
Kommentarer fra andre klubber gik på, at bonuspointene skulle bevares.
Afstemning: 2 for 24 imod – forslaget forkastet.

FBTUs turneringsudvalg stiller følgende forslag:

Forslag 1: § 10 stk. 1 Brug af spillere
Serie 4 er kun åben for spillere, der ved holdturneringens start har et ratingtal på 1399 og derunder.
Serie 3 er kun åben for spillere, der ved holdturneringens start har et ratingtal på 1650 og derunder.
Serie 2 er kun åben for spillere, der ved holdturneringens start har et ratingtal på 1850 og derunder.
Reglen med Max. ratingtal gælder ikke for en klubs førstehold.
Turneringsudvalget kan dispensere fra reglen om spilleres ratingtal.

Der var generelt en positiv holdning til forslaget, men enkelte klubber gav udtryk for, at det ville skabe problemer med holddannelsen. En ændring af forslagets point-grænser til 1700 i serie 3 og 1950 i serie 2 løste op for problemerne.
Afstemning med de ændrede point: 21 for 2 imod 5 stemte ikke – forslaget vedtaget.

Forslag 2: § 10 stk. 6. BRUG AF SPILLERE I DE SIDSTE RUNDER:
Spillere, der er benyttet på et hold i en af de sidste 4 runder af turneringen, kan ikke nedrykkes i den resterende del af turneringen.
En spiller, der har været benyt¬tet som reserve på et højere rangerende hold, kan rykkes til¬bage til sit ordinære hold under iagttagelse af § 10 B.

Der var enkelte bekymringer omkring at låse spillerne en runde tidligere. Fordelene ved at have samme regler som DBTU blev fremført af andre.
Afstemning: 16 for 3 imod 7 stemte ikke – forslaget vedtaget.

Forslag 3: § 10 B
1. BRUG AF RESERVE:
Som reserve på et hold kan benyttes en spiller fra et af klubbens lavere rangerende hold eller en spiller, der ikke i forvejen har spillet på et hold i den pågældende sæson. Reservens aktuelle ratingtal må max være 75 point højere end den spiller, der erstattes. Denne reserve kan rykkes tilbage på sit ordinære hold straks, dog tidligst dagen efter, at han har spillet som reserve på det højere rangerende hold. Den erstattede spiller, som skal have spillet på holdet i løbet af sæsonen, tilhører stadig det hold, hvor reserven har været benyttet og må ikke benyttes på lavere rangerende hold. Det skal altid fremgå af holdskemaet, når en spiller har været benyttet som reserve. Det skal ligeledes fremgå, hvem reserven erstatter.
En spiller, der har været oversidder på et hold (evt. hold 1,) tilhører først hold 2, når spilleren har spillet en kamp for holdet.
I løbet af en sæson kan ingen spiller fungere som reserve i mere end to kampe.

Efter en livlig diskussion om forslaget, hvor meningerne var delte, blev det sat til afstemning.
Afstemning: 11 for 7 imod 8 stemte ikke – forslaget vedtaget.

Forslag 4: § 10 B stk. 2 – slettes
2. RESERVE I DT: En spiller kan to gange i en sæson benyttes som reserve for en spiller på et Danmarksturnerings-hold, hvorefter han umiddelbart kan rykkes tilbage til sit ordinære hold

Forslaget om at slette teksten blev accepteret uden afstemning.

Forslag 5: Ny § 12 Point
Vundet holdkamp giver to point. Ved uafgjort kamp tildeles begge hold et point. Ved turneringens afslutning er det hold, der har flest point, vinder. I tilfælde af, at to eller flere hold står lige afgøres placeringen efter følgende prioritering: 1. Flest point i indbyrdes holdkamp/e. 2. Bedste kampscore i indbyrdes holdkamp/e (kvotient vundne/tabte holdkampe) 3. Bedste sætscore i indbyrdes holdkamp/e (kvotient vundne/tabte sæt) . 4. Forskel i antal vundne og tabte individuelle kampe.
Er stillingen stadig lige mellem hold, som skal deltage i op-, ned- eller slutspil spilles en omkamp mellem de involverede hold. Lodtrækning foretages af TU vedrørende afvikling af kampen(e).

Forslaget, der skal gøre det mere usandsynligt at to hold opnår samme placering, vandt tilslutning.
Afstemning: 24 for 0 imod 2 stemte ikke – forslaget vedtaget.

Forslag 6: § 20 Turneringsafvikling
5. HOLDSTØRRELSER: Rækkerne afvikles normalt med 3 personers hold, som spiller 9 singler og 1 double. Fynsserien afvikles dog med 4-mands hold (”det svenske” system) og veteran-rækker med 2-personers hold. Se DBTUs § 7.
I den fynske turnering spilles alle kampe.

Afstemning: 26 for 0 imod 0 stemte ikke – forslaget vedtaget.

Vedr. FBTUs love
Det viser sig, at der i FBTUs love står noget forkert omkring FBTU-stemmer på DBTUs årsmøde. Repr. møde accepterer at teksten bliver redigeret, så den bliver korrekt.

6. Valg til FBTUs udvalg
Formand: genvalg af Ulrik Pedersen, Fjordager.
Næstformand: nyvalg af Torben Pedersen, Allested
Kasserer: nyvalg af Søren Kromann, Fjordager
Sekretær: genvalg af: Jens Povl Barkler, OB
Menige medlemmer: genvalg af Birger Markmann, BBB af Michael Demant, Triton.
Turneringsudvalg: genvalg af Søren Kromann, Fjordager, Michael Demant, Triton og Jens Povl Barkler, OB
Dommerudvalg: genvalg af: Eigil Sørensen, Allested – nyvalgt af: Kenneth Petersen, Kerteminde
Appeludvalg: nyvalg af Jimmy Rusbjerg, Ejby, Flemming Hansen, Svendborg BTK og Lars Højlyng, Faaborg.
Revisorer: genvalg af: Poul Esbjerg, Triton
Revisorsuppleant: genvalg af: Jimmy Rusbjerg, Ejby.

7. Eventuelt
Forsamlingen mindedes med et minuts stilhed de bordtenniskammerater, der er gået bort i den forløbne sæson.

Der blev under mødet uddelt præmier til vinderne i den fynske holdturnering.

Årets leder blev, Michael Demant, Triton. Han har i mange år været med i lederarbejdet i sin klub. De sidste år desuden i FBTU, hvor han i år bl.a. har stået for pointstævnerne. Han er initiativtager til den to-mands holdturnering, der kører netop nu.

Sølvnål: FBTUs sølvnål blev tildelt John Juul Knudsen, Triton. Han har i mange år været med i klubbens ledelse er er nu igen formand for Fyns største klub.

FBTUs æresnål: Denne nål, som kun 4 fynske ledere har modtaget, blev tildelt Torben Pedersen, Triton. Torben har været med i lederarbejdet i sin klub og (OBC/SM) i adskillige årtier. Han har været med i FBTUs ledelse og i FBTUs Venner. Ved repræsentantskabsmøderne og ved andre arrangementer i Triton har vi gennem mange år nydt godt af hans evner på det kulinariske område.

Bjarne Andersen, DBTU lykønskede med de flotte sportslige resultater til de fynske klubber. Der er også grund til at glæde sig over at dansk bordtennis er repræsenteret ved det kommende OL.
DBTU vil til kommende bestyrelsesmøde invitere en repræsentant fra FBTUs bestyrelse.
Opfordring til de fynske ledere om at deltage i DBTUs årsmøde i Horsens.

Carl Ernst Brandt bad på mange repræsentantskabsmøder om det ”næstsidste ord”. Her takkede han bestyrelse og udvalg for indsatsen for FBTU. I år kan takken passende gå den anden vej. I sit testamente havde han afsat 10.000 kr., der vil blive overført til FBTUs Venners konto.

Ulrik Pedersen, takkede dirigenten og forsamlingen for en god og konstruktiv debat.

Mødet afsluttedes med et trefoldigt leve for FBTU.

Referent Jens Povl Barkler

Published by Michael Demant

1973: Startede i SFB som puslingespiller. Blev uddannet som Unionstræner og dommer. (Dommer bl.a ved U-SOC i Hørning). 1978: Flyttede til Odense og startede i OB, spillede 2 år som junior spiller 1980: Flyttede klub til BTK Triton som 1 års senior til d.d. Bestyrelsesmedlem af flere omgange. Turneringsudvalg af flere omgange. Ungdoms træner og leder af flere omgange 2014: Valgt ind i FBTU´s bestyrelse Valgt ind i FBTU´s Turneringsudvalg.